Her på siden kan du komme med på podcastrejsen og behind the scenes – eller du kan følge vores instagramprofil @borgerkrigens.ekko. Brug den blå følgknap nederst på siden.
Klik på billedet for at læse hele teksten eller se billedstakkene.
Masser af Mads har været på besøg i klippehulen for at lave speaks, og frokosten var selvfølgelig `build your own burger`.
Jeg havde spiffet tilbehøret lidt op sammenlignet med nogle af de roadside diners, vi besøgte på vores roadtrip. Så der var både trøffelmayo, avocado og ….. salat! 😂 🍔 🇺🇸
Hvorfor tage på sommerferie, når man kan sidde hjemme i køkkenet og holde klippemarathon?
De 70 timer med interviews og reportager, som vi optog på vores roadtrip i USA, skal nu blive til 6 podcastepisoder.
Det kræver både mange spor og maaaaaange klip.
Første version af første episode har lige været til lyt hos masser af Mads, og de var heldigvis – med få indvendinger – glade. Så nu er stil, stemning og tone lagt og stumperne til anden episode er klar til komposition.
#Borgerkrigensekko #påopdagelseogoptagelse #lydliv
I Gettysburg så vi det store 360 graders cyclorama, som gengiver Picketts Charge – et af borgerkrigens berømte slag. Man står på et podie i midten af rummet midt i slaget, et sted ligger en soldat døende under et træ, der er der træfninger ude i det åbne land, samaritter forbinder de sårede og ude i horisonten står bjergene som blå skygger. Cycloramaet er fra 1883 – en turistattraktion, der blev fragtet fra by til by indtil det i 1913 kom til Gettysburg for at blive.
Cycloramet skaber en illusion om at at der er muligt at få overblik over og forstå slaget og krigen.
I går besøgte vi så Hirshhorn museet for moderne kunst, for at se den californiske kunstner Mark Bradfords fantastiske og kæmpemæssige værk Picketts Charge, som er en pastiche, en sampling eller en samtale med det oprindelige cycloramamaleri. Rummet på Hirschhorn er rundt, som det gamle cyclorama. Mark Bradfords 8 billeder er3,5 meter høje og i alt 130 meter lange – de er lavet af papir, der er revet, modelleret, limet, overmalet og nogle steder er flerfarvet tovværk presset ind i papirmassen. Nogle ville kalde det collage – Mark Bradford kalder dem selv malerier.
Han fundet billeder fra det oprindelige cyclorama online og har udskrevet stærkt pixelerede partier af det gamle maleri – alt sammen i rødlige sepia-farver for at vise at her er fortiden. Imellem, over og under de gamle flossede, forrevne malericitater trænger nutiden sig på eller bliver tvunget væk i blå, hvidlige og gullige papirlag. Nogle af malerierne er næsten helt abstrakte og papiret ligger som geologiske lag – sanseligt, tykt og taktilt. En arkæologisk undersøgelse af fortidens spor. I andre lærreder er der store genkendelige partier fra det gamle cyclorama – faner, soldater på heste, men udskrevet i forskellige størrelser og nogle steder vendt på hovedet eller brugt som røde flammer i bunden af et af de store lærreder.
I Mark Bradfords værk væver fortid og nutid sig sammen og han undersøger, hvordan fortællingerne om den amerikanske historie bliver til, forandres, genskabes og anfægtes. En åben invitation til tilskueren om at tænke selv, i modsætning til mange af de monumenter, vi ellers har set, hvor budskabet er hugget i granit.
Vi pakker hus og kufferter efter 3 storvandrerdage i Washington, hvor vi har set museer og set og talt om monumenter og statuer: Om deres betydning, om kampen om historien og om hvem, der bliver repræsenteret i de store monumentale fortællinger i granit og marmor.
Erindrer man fx krigens døde soldater som helte, altid på vej frem over slagmarken, eller som landets store ultimative tab. Det sidste oplever man ved Vietnamkrigens mindested på The Mall, som er en lang mur af høje sorte granitsten med uendelige rækker af de faldne soldaters navne hugget ind i den spejlblanke overflade, som tvinger den besøgende til ikke bare at læse navnene, men også se sig selv i øjnene.
Så besøgte vi Lincoln-monumentet, som ligner et græsk tempel og inde i halvmørket bag søjlerne står den næsten 6 meter høje statue af borgerkrigens præsident, der sidder og ser brysk ned mod politikerne på Capitol Hill.
På væggene er der blandt andet indhugget hans berømte Gettysburg tale, hvor han slutter med at sige: ” … this nation, under God, shall have a new birth of freedom – and that government of the people, by the people, for the people, shall not perish from the earth”.
“Of the people” – et styre som folket har valgt og accepteret, “by the people” – et styre bemandet af folkets repræsentanter og stemmer, og “for the people” – i folkets interesse, i modsætning til fx en konges eller en elites interesser.
Talen og sejren ved Gettysburg bliver på den måde et symbol på et genfødt demokrati, der bygger på the funding fathers og forfatningens principper.
Om eftermiddagen besøgte vi Sister Afriye i ’By The River’. Det store højloftede lagerlokale, der ligger ned til Alabamafloden, har en lille scene, og rummet er fyldt med billeder, masker, et springvand mellem bregner og masser af skulpturer.
By the River lægger rum til musik, digtoplæsning og månedlige markeder for lokale kunsthåndværkere.
Men der er også en trætrappe op til en hems, der er indrettet som et slaveskib. Sister Afriye arbejder nemlig også med ’slavery reenactment’, som er en form for terapeutiske teaterforløb for grupper af studerende eller andre interesserede. Hun skriver selv på sin hjemmeside:
”’Foot Prints of Our Ancestors’ is an interactive dramatization that enable participants to emotionally connect with the embedded trauma of the Middle Passage and slavery”.
’The middle passage’ betegner den, ofte 80 dage lange, rejse med slaveskibene fra Afrika over Atlanterhavet.
Hemsen hos Sister Afriyes er en del af hendes dramatisering, hvor hun bruger lyd, lys og performance og i løbet af en time arbejder med deltagerne, med manipulation som værktøj, for at få dem til at føle sig som slaver.
Ideen er, at man kan læse nok så meget om slaveriet, men at man gennem reenactment kan skabe en fysisk og sanselig oplevelse, som fremkalder en dybere forståelse af slaveriets væsen og grusomhed, og at man på den måde kan forstå, hvordan man selv er påvirket af fortidens traumer i dag.
Tirsdag aften ankom vi til Selma, som var et af knudepunkterne under borgerrettighedskampen i 60erne. I dag er byen en af USA’s fattigste. Der er narkoproblemer, bandekriminalitet, fattigdom, og hovedgaden er fuld af lukkede butikker og forfaldne huse. En stor tornado smadrede sidste år mange af byens smukke gamle træhuse, som i dag står overgroede med gabende vinduer og sammenfaldne tage.
I Selma mødte vi Sam Walker, der i 1965, hvor han var en dreng på 11, deltog i demonstrationerne for ’voting rights’ for den sorte befolkning. I de segregerede sydstater blev de afroamerikanske vælgere på mange forskellige måder chikaneret, når de ville udøve deres forfatningssikrede ret til at stemme. Sams forældre havde forbudt ham at gå til demonstrationerne alene, så hver dag sad han i skolen og ventede på at se sin 17-årige bror på vej ud for at demonstrere, så han kunne løbe ud og gå sammen med ham.
Sam var også på gaden i Selma 7. march 1965 – ’Bloody Sunday’, hvor det hvide politi angreb 600 ubevæbnede, sorte demonstranter på Edmund Pettus Bridge med køller og tåregas.
Hvert år mødes tusindvis af mennesker for at mindes Bloody Sunday og marchere over broen – i 1975 ledte Martin Luther Kings enke, Coretta Scott King, 4000 mennesker over Edmund Pettus Bridge, og i 2015 var det præsident Barack Obama, der gik forrest.
Sam har deltaget i mindemarcherne siden 1995.
Efter at have oplevet ‘the Southern Perspective’ i Columbia måtte vi stoppe i krybesporet i sted i Tennessee for at se solformørkelsen.
Fra Georgia kørte vi til Columbia i Tennessee for at besøge The National Confederate Museum, hvor Sons of Confederate Veterans gerne vil formidle ’the southern perspective’. Her kaldes borgerkrigen for ’The War Between the States’, fordi man insisterer på at krigen blev udkæmpet mellem to selvstændige nationer. En besøgende, vi talte med, mente endda at krigen burde kaldes: ”The War of Northern aggression”.
På museet flager man åbent med sydstatsflaget, som mange andre steder bliver betragtet som et symbol på racisme, og rundt om den nyopførte bygning står der monumenter, som organisationen har ’reddet’ efter at de er blevet taget ned andre steder i USA, fordi de hylder sydstatsidealerne.
Gavebutikken bugnede af sydstatssymboler, og på boghylderne fandt vi blandt andet ’The South Was Right’ – en bog, der skal hjælpe læseren til at forstå og bekæmpe den ’onde neo-marxistiske skyggeregering’ og venstreorienterede sammensværgelse, som ifølge forfatterne dæmoniserer det traditionelle konservative bibelbælte i Syden.
#påopdagelseogoptagelse #borgerkrigenseekko
Da talerne i First African Baptist Church var overstået greb Tyrone Brooks en megafon, og ledte håndfast de tilstedeværende ud af kirken for at hente sandwichs (doneret af en lokal restaurant) og vandflasker og ind i bilerne.
Eftermiddagen var en reenactment (genopførsel) af de uopklarede mord på 4 afroamerikanere i 1946.
Da alle var kommet i bilerne kørte vi i sørgekortege rundt til 3 lokale kirkegårde for at besøge de myrdedes grave. I front kørte en politibil med blå blinkende lygter og en rustvogn og bagefter fulgte 17 biler med katastrofeblinket på. De modkørende kørte ind til siden og standsede respektfuldt op når de mødte den langsomme kortege og i haverne stoppede folk med at luge og slå græs, strøg hatten og stod ret, når vi passerede.
På kirkegårdene fortalte Tyrone Brooks om de 4 myrdede og genfortalte handlingsforløbet.
Til sidste nåede vi Moore’ Bridge – en lille vejbro nogle kilometer udenfor Monroe. Og her genopførte lokale amatørskuespillere begivenhederne den 25. juli 1946, hvor en gruppe hvide mænd hev George W. og Mae Murray Dorsey og Roger og Dorothy Malcom ud af en bil, og skød dem i skoven ved siden af broen.
Efter mordene da de fire blodige kroppe lå i en lille lysning kom en gammel kvinde med stok ud af skovtykningen, stillede sig ved siden af ofrene og sang ’Strange Fruit’.
#påopdagelseogoptagelse #borgerkrigensekko
Formiddagen i First African Baptist Church handlede ikke kun om fortidens borgerrettighedskampe, den handlede også om den fortsatte kamp og behovet for enhed og sammenhold i nutidens kamp mod racisme og forskelsbehandling.
Og i fortællingerne om både fortid og nutid var politik og religion tæt vævet sammen. Talskvinden for Nation of Islam klædt helt i sort holdt dagens mest kraftfulde tale, hvor hun opfordrede til fælles kamp og efterlyste den unge generation, som hun mente behøvede mødet med de gamle borgerrettighedsforkæmpere for at forstå deres arv. Og troen er det, der skal fjerne deres angst.
Derefter holdt en kristen prædikant, helt i lyserødt, en tale der blev til en prædiken om ikke at frygte dæmoner, mens publikum klappede og kom med tilråb.
#Påopdagelseogoptagelse
Der står en ældre mand i jeans, denimjakke og en kasket med ordene ’Good Trouble’ foran First African Baptist Chruch i den lille by Monroe i Georgia. Det er lørdag morgen og folk er begyndt at ankomme til kirken for at mindes lynchingen af 2 afroamerikanske par i Monroe i 1946 – en sag, der endnu ikke er opklaret.
Manden er Tyrone Brooks, borgerrettighedsforkæmper siden slutningen af 60erne og mangeårigt demokratisk medlem af Repræsentanternes Hus i Georgia.
Mindedagen begynder med 3 timers taler og vidnesbyrd i den lille kirke med farvede blyindfattede vinduer og mangefarvede buketter på hver side af prædikestolen. I dag taler alle dog stående på gulvet, og Tyrone lægger ud med at fortælle hvordan han som 22-årig var en af de unge aktivister ’on the ground’, sendt ud af Martin Luther King og hans kreds for at organisere kampen i området omkring Monroe og for at forsøge at opklare det firdobbelte mord fra 1946 på broen Moore’s Ford udenfor Monroe. Tyrone fortæller om den 4. april 1968, hvor han havde været ude at organisere hele dagen. Der var travlt fordi King skulle komme forbi Monroe få dage senere, og det var sent, da han endelig kom hjem:
”Endelig kom jeg ind i huset, og fik min mad ud af ovnen. Jeg tændte for fjernsynet. På skærmen er den legendariske Walter Cronkite, og han fortæller, at Dr. King er blevet skudt i Memphis, og så siger Cronkite disse ord: ’Mine damer og herrer, det er nu bekræftet, at Dr. Martin Luther King Jr. er død’.
Da han sagde ’død’, følte jeg, at jeg var ved at dø. Jeg begyndte at græde. Jeg kunne ikke spise mere. Jeg var et vrag.
I skal vide dette, for vi nærmer os grunden til, at vi er her. For den dag er forklaringen på at jeg ikke kan lade mordene i Moore’s Ford ligge.
Det er grunden. Vi var sendt hertil på en opgave og vi ventede på, at lederen skulle komme hertil.
Han er væk. Men han ville have os til at fortsætte projektet. Og derfor er vi her i dag".
Derefter kommer børn af afdøde borgerrettighedsaktivister på scenen for at fortælle om forældrenes engagement, og en hvid organisator forklarer hvor ensomt det er at kæmpe mod racisme i Monroe, når de fleste ser skævt til hende.
Mere mindedag i næste opslag
Solrig søndag morgen i Georgia ved den grønne pil. Efter morgenmad og et enkelt interview går turen videre til Tennessee
I Gettysburg er der meget reenactment. Det er en hobby for historieinteresserede – ofte hvide mænd. De genopfører borgerkrigens slag eller livet i lejrene ned til mindste detalje i autentiske uniformer, for at opleve på egen krop hvordan krigen føltes.
I morgen skal vi deltage i en anden form for reenactment her i Georgia. Siden 2005 har aktivister reenactet lynchingen af to afro-amerikanske par i 1946 – for at mindes og for at gøre opmærksom på, at de fire mord stadig ikke er opklaret.
#borgerkrigensekko #påopdagelseogoptagelse
Fire timers kørsel syd for Gettysburg ligger den gamle jernindustriby Richmond, der var Sydstaternes hovedstad under borgerkrigen.
Torsdag morgen drog vi ud til velhaverkvarteret omkring Monument Avenue. De gamle majestætiske huse har søjlebårne verandaer, blomsterbugnende forhaver og sportsvogne i indkørslerne.
Før i tiden stod der en række store statuer af sydstatsgeneraler og -politikere i rundkørslerne på Monument Avenue. Men i 2020, efter mordet på George Floyd, kulminerede mange års protester mod den massive hyldest af sydstatsidealerne. Black Lives Matter og andre aktivistiske grupper indtog Avenuen og det kom til sammenstød mellem demonstranter og højreorienterede militsfolk, der strømmede til for at ’beskytte monumenterne’ og rense dem for graffiti.
De store statuer blev væltet og i dag ligner pladserne midt i rundkørslerne mest af alt nyanlagte parcelhushaver med små forkølede buske og blomster der venter på at få rødderne ordentligt i gang. Alle spor af både statuer og protester er forsvundet – bortset fra lidt halvt bortskrubbet graffiti på fortovet.
På turen ned ad Monument Avenue mødte vi nogle af kvarterets beboere, og de havde meget forskellige oplevelser af protesterne i 2020. Først standsede vi en tatoveret kvinde, der var på vej ud at løbe. Hun er veteran fra Irakkrigen og oplevede i de dage kvarteret omkring Monument Avenue som en krigszone, der genantændte hendes PTSD: ”Jeg ved godt, hvad de statuer betød. Jeg ved godt at de var fornærmende. Men jeg forstår ikke, at nogen vil ødelægge for at skabe forandring”.
Senere stødte vi på et ungt lærerpar. De beskrev snarere en slags festivalstemning, da de fortalte om alle mulige aktiviteter på Avenuen mens protesterne stod på. For dem at se var det politiet som skabte konflikt.
”Først var gaden et slags safespace for de sorte aktivister. Før i tiden syntes vi begge at Monument Avenue var et virkelig godt sted at undervise vores elever. Men da vi forstod, hvor provokerende statuerne virkede på særligt de sorte befolkningsgrupper, var vi enige i at de skulle væk.”
Senere på dagen så vi den nedrevne malingsbombede statue af Jefferson Davies, som er udstillet på museet The Valentine.
De sidste dage i Gettysburg gik over stok og sten.
Vi mødte en hel klasse antropolgistuderende med bevægende historier om identitet og historiebevidsthed, fx den unge mand, der ikke turde fortælle sin bedstefar om sin homoseksualitet, fordi bedstefaren havde sydstatsflaget vajende foran huset og så konservative værdier, at der ikke var plads til ærlighed.
Vi kørte til West Virginia for at interviewe Chris Anders – republikansk politiker, der hader den føderale regering og mener, at den helt kunne undværes, hvis man levede efter forfatningens ord og kun tog hensyn til personlig frihed og privat ejendomsret. (ja, han står med en kylling på billedet)
Da mørket faldt på besøgte vi Farnsworth House, der efter sigende er hjemsøgt af et antal ånder fra borgerkrigens tid. Christine, der har været ’Paranormal investigator’ siden hun var 16, underholdt os og et hold spøgelsesinteresserede turister med historiske spøgelsesfortællinger fra borgerkrigens tid, og fortalte derefter om sit eget forhold til det paranormale.
Den næste formiddag vandrede vi videre igennem Gettysburgs turistindustri og så det store Diorama med 20.000 tinsoldater, checkede gavebutikkernes slogansouvenirs: Sydstatskopper, t-shirts med den våbenglade klapperslange, blyantsspidsere i patronform, shotsglas med unionsflag og farvestrålende Trumpkasketter, vi lurede på 50’er moteller, tattoobutikker og krystalhealere. Og vi forsøgte at udlægge alle de små og store tegn på at borgerkrigen i 1860erne stadig har betydning og at dens skygger kan findes i debatten, udlægningen af værdierne og måden folk ser på hinanden.
Til sidst tog vi den sidste tur ud på slagmarken, hvor Chris Gwinn (nationalparkens chief of Interpretation) forklarede hvordan Gettysburg har udviklet sig fra at være et mindested for nordstatsveteraner til et forsoningssted for både nord og syd, men at det også har betydet at der er vigtige historier, som ikke bliver fortalt. De glemte og oversete historier – blandt andet om borgerkrigens sorte skæbner – og hvordan de kan formidles, diskuterede Gwinn med professor Scott Hancock fra Africana Studies på Gettysburg College.
Og så pakkede vi vores Ford Expedition, og kørte mod Richmond.