Her på siden kan du komme med på podcastrejsen og behind the scenes – eller du kan følge vores instagramprofil @borgerkrigens.ekko. Brug den blå følgknap nederst på siden.
Klik på billedet for at læse hele teksten eller se billedstakkene.
Så er #Borgerkrigensekko færdig.
Fortællingen om hvordan borgerkrigen stadig kaster slagskygger ind over nutidens kulturkampe og præger de amerikanske identiteter og debatter slutter i Washington.
Vi ser på krigsmonumenter – både dem, der hylder heltemod, og dem, der stille opregner tabet og tvinger beskueren til at se sig selv i øjnene.
Vi møder den tidligere reenactor, hvis historiekærlighed sendte ham ud på den yderste højrefløj og lokalpolitikeren, der har en pistol i kukuret og mener, at forfatningen er den eneste lovgivning USA har brug for.
Vi fortæller også historien om hvordan en troll lokkede bevæbnede militsgrupper til at komme til Gettysburg for at beskytte sydstatsmonumenterne, og går på kunstmuseum for at se den californiske kunstner Mark Bradfords store værk Pickett’s Charge. På sine kæmpestore malerier river han i allermest bogstavelige forstand historien fra hinanden og sætter den sammen på nye måder.
Konklusionen på det hele – og måske også på vores podcast – er, at fortiden skaber vores nutid, men nutidens splittelser, kampe og diskussioner skaber og omskaber også hele tiden fortiden.
Du kan finde Borgerkrigens Ekko der hvor du sædvanligvis lytter podcasts, og på vores hjemmeside (link i bio) supplerer vi med fotos fra turen og links til mere viden om podcastens temaer.
Tak til @carlsbergfondet for det mindelegat, der har gjort projektet muligt, og til alle de mennesker, vi mødte på vores roadtrip, som generøst delte ud af deres egne historier.
God lyttefornøjelse!
Sidste episode prøver at finde form 😂
Vi er i Washington og det handler bla. om de krige og konflikter, som USAs historie er så fuld af og om hvordan man man mindes dem.
Men nu tilbage til klippe ordet! ✂️
Så er episode 3 og 4 af #Borgerkrigensekko i luften. (links i bio – vi har stadig problemer med Apple)
I episode 3 dykker vi ned i reenactment – altså hobbyen, hvor man genopfører borgerkrigens slag i autentisk udstyr. Her er det materielle virkelig vigtigt. Reenacterne går blandt andet op i om der er samme antal sting pr. cm som soldaternes uniformer i 1860erne havde eller går og drømmer om at få den helt rigtige læderpatrontaske. Det fortæller Sutler Tim om i sin butik, hvor hylderne bugner af tunge bæltespænder, lange uldunderbukser, drikkeflasker og sortkrudt i karduspapir.
Du kan møde en reeancter, der fortæller hvordan det er at være den eneste demokrat i et meget konservativt miljø, og en anden, hvis historiekærlighed førte ham helt ud på den radikale højrefløj.
Vi går også på spøgelsesjagt sammen med en paranormal investigator, der har et bud på hvad det er for nogle genfærd, der hjemsøger nationen.
I episode 4 kører vi til Richmond og går en tur på Monument Avenue, hvor der stod en række store monumenter, der hyldede de store sudstatsgeneraler. I 2020 var der omfattende protester på Avenuen efter mordet på George Floyd og statuerne blev revet ned. Vi møder lærerparret, der lærte at lytte af protesterne og veteranen, som fik angstanfald mens de stod på.
Derefter kører vi videre til Tennesse, hvor Sons of Confederate Veterans har lavet et museum til deres udgave af borgerkrigshistorien. Her kan man både finde nogle af de sydstatsstauer, der er blevet fjernet andre steder i USA og guiden, der mener, at hvis man er en rigtig sydstatsknægt, så siger man ikke `borgerkrigen`, men `krigen mellem staterne`.
God lyttefornøjelse!
Efter……
ROADTRIPDAGE: 21
AFSTANDE: 2982 km og 575.673 skridt
MENNESKER: 39 interviews – 70 timers optaget lyd
KLIP: 54.233.709 eller deromkring
SPOR: I gennemsnit 14
BURGERE SPIST: 51
SYDSTATSFLAG SET: 103
STOPPET AF STATE TROOPERS: 1 gang
DYREMØDER: 2 bævere (én fiktiv) – 3 katte – 1 højreradikal kylling – 2 demokratiske grand danois – 1 haverotte og 7 gribbe
har vores podcast i dag haft premiere ved en reception på Århus universitet. @madsthernoe og jeg begyndte dagen hos @daugbjergmads, der serverede en ærkeamerikansk brunch.
Vi fik lov til at se Mads D i den kepi (en sydstatsuniformshue) han brugte, da han var på feltarbejde hos reenacterne i Gettysburg.
Så ondulerede vi et par manglende speaks til den sidste episode og drog derefter til de universitære festlokaler, hvor Mads lavede en lille udstilling med sine reenactment uniformsgenstande, vores ruteplan og en mængde borgerkrigsrelaterede pamfletter, magasiner og bøger.
Da klokken rundede 15 skålede vi i bobler, spiste peanuts og holdt et lille oplæg om podcasten og spillede et 13 minutters medley med nogle af alle de stemmer, man kan opleve i podcasten – aktivister, højreradikale, poltikere, statuebyggere, studerende, healere, spøgelsesjægere og andre, der genfortæller, omformer, genopfører og kæmper om og med historien.
Podcastens to første episoder kan lyttes på Spotify eller på vores hjemmeside (links i bio). Apple podcast har endnu ikke bekvemmet sig til at godkende vores feed, men det sker forhåbentlig snarest.
Episode 3 og 4 kommer d. 25/9 og 5 og 6 bliver udgivet 3/10.
God lyttefornøjelse!
Det begynder at ligne en podcast – i dag har vi lavet coverart og en trailer og har tilmeldt feedet til Apple podcast og Spotify.
De to første episoder af Borgerkrigens ekko har premiere onsdag d. 18/9.
Og hvis det skal blive virkelighed, så skal jeg hurtigst muligt tilbage i klippehulen ✂️🎤🎧✂️
Vi høres ved!
Masser af Mads har været på besøg i klippehulen for at lave speaks, og frokosten var selvfølgelig `build your own burger`.
Jeg havde spiffet tilbehøret lidt op sammenlignet med nogle af de roadside diners, vi besøgte på vores roadtrip. Så der var både trøffelmayo, avocado og ….. salat! 😂 🍔 🇺🇸
Hvorfor tage på sommerferie, når man kan sidde hjemme i køkkenet og holde klippemarathon?
De 70 timer med interviews og reportager, som vi optog på vores roadtrip i USA, skal nu blive til 6 podcastepisoder.
Det kræver både mange spor og maaaaaange klip.
Første version af første episode har lige været til lyt hos masser af Mads, og de var heldigvis – med få indvendinger – glade. Så nu er stil, stemning og tone lagt og stumperne til anden episode er klar til komposition.
#Borgerkrigensekko #påopdagelseogoptagelse #lydliv
I Gettysburg så vi det store 360 graders cyclorama, som gengiver Picketts Charge – et af borgerkrigens berømte slag. Man står på et podie i midten af rummet midt i slaget, et sted ligger en soldat døende under et træ, der er der træfninger ude i det åbne land, samaritter forbinder de sårede og ude i horisonten står bjergene som blå skygger. Cycloramaet er fra 1883 – en turistattraktion, der blev fragtet fra by til by indtil det i 1913 kom til Gettysburg for at blive.
Cycloramet skaber en illusion om at at der er muligt at få overblik over og forstå slaget og krigen.
I går besøgte vi så Hirshhorn museet for moderne kunst, for at se den californiske kunstner Mark Bradfords fantastiske og kæmpemæssige værk Picketts Charge, som er en pastiche, en sampling eller en samtale med det oprindelige cycloramamaleri. Rummet på Hirschhorn er rundt, som det gamle cyclorama. Mark Bradfords 8 billeder er3,5 meter høje og i alt 130 meter lange – de er lavet af papir, der er revet, modelleret, limet, overmalet og nogle steder er flerfarvet tovværk presset ind i papirmassen. Nogle ville kalde det collage – Mark Bradford kalder dem selv malerier.
Han fundet billeder fra det oprindelige cyclorama online og har udskrevet stærkt pixelerede partier af det gamle maleri – alt sammen i rødlige sepia-farver for at vise at her er fortiden. Imellem, over og under de gamle flossede, forrevne malericitater trænger nutiden sig på eller bliver tvunget væk i blå, hvidlige og gullige papirlag. Nogle af malerierne er næsten helt abstrakte og papiret ligger som geologiske lag – sanseligt, tykt og taktilt. En arkæologisk undersøgelse af fortidens spor. I andre lærreder er der store genkendelige partier fra det gamle cyclorama – faner, soldater på heste, men udskrevet i forskellige størrelser og nogle steder vendt på hovedet eller brugt som røde flammer i bunden af et af de store lærreder.
I Mark Bradfords værk væver fortid og nutid sig sammen og han undersøger, hvordan fortællingerne om den amerikanske historie bliver til, forandres, genskabes og anfægtes. En åben invitation til tilskueren om at tænke selv, i modsætning til mange af de monumenter, vi ellers har set, hvor budskabet er hugget i granit.
Vi pakker hus og kufferter efter 3 storvandrerdage i Washington, hvor vi har set museer og set og talt om monumenter og statuer: Om deres betydning, om kampen om historien og om hvem, der bliver repræsenteret i de store monumentale fortællinger i granit og marmor.
Erindrer man fx krigens døde soldater som helte, altid på vej frem over slagmarken, eller som landets store ultimative tab. Det sidste oplever man ved Vietnamkrigens mindested på The Mall, som er en lang mur af høje sorte granitsten med uendelige rækker af de faldne soldaters navne hugget ind i den spejlblanke overflade, som tvinger den besøgende til ikke bare at læse navnene, men også se sig selv i øjnene.
Så besøgte vi Lincoln-monumentet, som ligner et græsk tempel og inde i halvmørket bag søjlerne står den næsten 6 meter høje statue af borgerkrigens præsident, der sidder og ser brysk ned mod politikerne på Capitol Hill.
På væggene er der blandt andet indhugget hans berømte Gettysburg tale, hvor han slutter med at sige: ” … this nation, under God, shall have a new birth of freedom – and that government of the people, by the people, for the people, shall not perish from the earth”.
“Of the people” – et styre som folket har valgt og accepteret, “by the people” – et styre bemandet af folkets repræsentanter og stemmer, og “for the people” – i folkets interesse, i modsætning til fx en konges eller en elites interesser.
Talen og sejren ved Gettysburg bliver på den måde et symbol på et genfødt demokrati, der bygger på the funding fathers og forfatningens principper.
Om eftermiddagen besøgte vi Sister Afriye i ’By The River’. Det store højloftede lagerlokale, der ligger ned til Alabamafloden, har en lille scene, og rummet er fyldt med billeder, masker, et springvand mellem bregner og masser af skulpturer.
By the River lægger rum til musik, digtoplæsning og månedlige markeder for lokale kunsthåndværkere.
Men der er også en trætrappe op til en hems, der er indrettet som et slaveskib. Sister Afriye arbejder nemlig også med ’slavery reenactment’, som er en form for terapeutiske teaterforløb for grupper af studerende eller andre interesserede. Hun skriver selv på sin hjemmeside:
”’Foot Prints of Our Ancestors’ is an interactive dramatization that enable participants to emotionally connect with the embedded trauma of the Middle Passage and slavery”.
’The middle passage’ betegner den, ofte 80 dage lange, rejse med slaveskibene fra Afrika over Atlanterhavet.
Hemsen hos Sister Afriyes er en del af hendes dramatisering, hvor hun bruger lyd, lys og performance og i løbet af en time arbejder med deltagerne, med manipulation som værktøj, for at få dem til at føle sig som slaver.
Ideen er, at man kan læse nok så meget om slaveriet, men at man gennem reenactment kan skabe en fysisk og sanselig oplevelse, som fremkalder en dybere forståelse af slaveriets væsen og grusomhed, og at man på den måde kan forstå, hvordan man selv er påvirket af fortidens traumer i dag.
Tirsdag aften ankom vi til Selma, som var et af knudepunkterne under borgerrettighedskampen i 60erne. I dag er byen en af USA’s fattigste. Der er narkoproblemer, bandekriminalitet, fattigdom, og hovedgaden er fuld af lukkede butikker og forfaldne huse. En stor tornado smadrede sidste år mange af byens smukke gamle træhuse, som i dag står overgroede med gabende vinduer og sammenfaldne tage.
I Selma mødte vi Sam Walker, der i 1965, hvor han var en dreng på 11, deltog i demonstrationerne for ’voting rights’ for den sorte befolkning. I de segregerede sydstater blev de afroamerikanske vælgere på mange forskellige måder chikaneret, når de ville udøve deres forfatningssikrede ret til at stemme. Sams forældre havde forbudt ham at gå til demonstrationerne alene, så hver dag sad han i skolen og ventede på at se sin 17-årige bror på vej ud for at demonstrere, så han kunne løbe ud og gå sammen med ham.
Sam var også på gaden i Selma 7. march 1965 – ’Bloody Sunday’, hvor det hvide politi angreb 600 ubevæbnede, sorte demonstranter på Edmund Pettus Bridge med køller og tåregas.
Hvert år mødes tusindvis af mennesker for at mindes Bloody Sunday og marchere over broen – i 1975 ledte Martin Luther Kings enke, Coretta Scott King, 4000 mennesker over Edmund Pettus Bridge, og i 2015 var det præsident Barack Obama, der gik forrest.
Sam har deltaget i mindemarcherne siden 1995.
Efter at have oplevet ‘the Southern Perspective’ i Columbia måtte vi stoppe i krybesporet i sted i Tennessee for at se solformørkelsen.
Fra Georgia kørte vi til Columbia i Tennessee for at besøge The National Confederate Museum, hvor Sons of Confederate Veterans gerne vil formidle ’the southern perspective’. Her kaldes borgerkrigen for ’The War Between the States’, fordi man insisterer på at krigen blev udkæmpet mellem to selvstændige nationer. En besøgende, vi talte med, mente endda at krigen burde kaldes: ”The War of Northern aggression”.
På museet flager man åbent med sydstatsflaget, som mange andre steder bliver betragtet som et symbol på racisme, og rundt om den nyopførte bygning står der monumenter, som organisationen har ’reddet’ efter at de er blevet taget ned andre steder i USA, fordi de hylder sydstatsidealerne.
Gavebutikken bugnede af sydstatssymboler, og på boghylderne fandt vi blandt andet ’The South Was Right’ – en bog, der skal hjælpe læseren til at forstå og bekæmpe den ’onde neo-marxistiske skyggeregering’ og venstreorienterede sammensværgelse, som ifølge forfatterne dæmoniserer det traditionelle konservative bibelbælte i Syden.
#påopdagelseogoptagelse #borgerkrigenseekko
Da talerne i First African Baptist Church var overstået greb Tyrone Brooks en megafon, og ledte håndfast de tilstedeværende ud af kirken for at hente sandwichs (doneret af en lokal restaurant) og vandflasker og ind i bilerne.
Eftermiddagen var en reenactment (genopførsel) af de uopklarede mord på 4 afroamerikanere i 1946.
Da alle var kommet i bilerne kørte vi i sørgekortege rundt til 3 lokale kirkegårde for at besøge de myrdedes grave. I front kørte en politibil med blå blinkende lygter og en rustvogn og bagefter fulgte 17 biler med katastrofeblinket på. De modkørende kørte ind til siden og standsede respektfuldt op når de mødte den langsomme kortege og i haverne stoppede folk med at luge og slå græs, strøg hatten og stod ret, når vi passerede.
På kirkegårdene fortalte Tyrone Brooks om de 4 myrdede og genfortalte handlingsforløbet.
Til sidste nåede vi Moore’ Bridge – en lille vejbro nogle kilometer udenfor Monroe. Og her genopførte lokale amatørskuespillere begivenhederne den 25. juli 1946, hvor en gruppe hvide mænd hev George W. og Mae Murray Dorsey og Roger og Dorothy Malcom ud af en bil, og skød dem i skoven ved siden af broen.
Efter mordene da de fire blodige kroppe lå i en lille lysning kom en gammel kvinde med stok ud af skovtykningen, stillede sig ved siden af ofrene og sang ’Strange Fruit’.
#påopdagelseogoptagelse #borgerkrigensekko
Formiddagen i First African Baptist Church handlede ikke kun om fortidens borgerrettighedskampe, den handlede også om den fortsatte kamp og behovet for enhed og sammenhold i nutidens kamp mod racisme og forskelsbehandling.
Og i fortællingerne om både fortid og nutid var politik og religion tæt vævet sammen. Talskvinden for Nation of Islam klædt helt i sort holdt dagens mest kraftfulde tale, hvor hun opfordrede til fælles kamp og efterlyste den unge generation, som hun mente behøvede mødet med de gamle borgerrettighedsforkæmpere for at forstå deres arv. Og troen er det, der skal fjerne deres angst.
Derefter holdt en kristen prædikant, helt i lyserødt, en tale der blev til en prædiken om ikke at frygte dæmoner, mens publikum klappede og kom med tilråb.
#Påopdagelseogoptagelse